Danmarks Jernbanemuseum – Drømmenes Kupé

Kvorning design & kommunikation / Danmarks Jernbanemuseum / Odense / særudstilling / 'Drømmenes Kupé' / case
KUNDE: DANMARKS JERNBANEMUSEUM
PROJEKT: SÆRUDSTILLING
STED: ODENSE, DANMARK
Danmarks Jernbanemuseums særudstilling, Drømmenes Kupé, som Kvorning design & kommunikation har designet, sætter fokus på danskernes togrejser til udlandet. Både luksusrejserne med de blå Wagons-Lits vogne mod klassiske rejsemål og Interrail-rejserne ud i det blå med de røde, slidte DSB-vogne. To rejseformer, som rejsebureauerne udbød først i 70’erne.
Drømmenes Kupé er en poetisk udstilling, der skal få besøgende til at drømme selv. Lægge hverdagen bag sig. Give sig hen for en stund. Derfor er udstillingen også tilrettelagt som en togrejse. Før, under og efter. Forberedelser med rejsebureau, pakkeliste og fremmed valuta. Rejsens kupéer, måltider og forventninger. Og ankomsten til Gare du Nord og Paris.
For at sikre museumsoplevelser i top er særudstillingens genstande udvalgt efter alle kunstens regler og begrænset til et minimum for at fange essensen og stemningen af rejsen og samtidig sikre rum og ro til fordybelse. Ens baggrund er med til at skabe helhed og sammenhæng på tværs. Ligesom interaktive og analoge tilbud supplerer hinanden overalt.