Bag opdateringen og genåbningen af Køge Museum står Museum Sydøstdanmark og partnere med Kvorning design & kommunikation som ‘udstillingsentreprenør’. Totalentreprisen omfatter færdigdetaljering, produktion og montage af udstillinger og sikringsmontrer, grafisk identitet, skiltning og interface til interaktiv guide og skærme. Digital guide er udviklet og leveret sammen med østrigske Nous og film med Oncotype.
Med største respekt for renæssancehuset og brug af avanceret formidlingsteknologi er fortiden blevet tilgængelig for alle. Hele familien kan opleve Køges spændende historie på helt nye og fascinerende måder. Udstillingens grafik og materialevalg – bl.a. egetræ, læder, patineret kobber og filt i varierende farver – tilføjer et særligt sanseligt lag til det gamle hus i Nørregade.
Kvorning og partnere har fungeret som ‘udstillingsentreprenør’ for Museum Sydøstdanmark. Konceptet er skabt og tegnet af museets udstillingsafdeling samt videreudviklet og detaljeret i samarbejde med Kvorning design & kommunikation som designer og producent. Køge Museums to nye udstillinger, ’Gaver fra fortiden’ og ‘Krudtbrødre’, blev indviet 20. juni 2015.