Tag: Kystmuseet på Hitra

19
mar
2018

Vinderkoncept om norsk laks

Kvorning design & kommunikation og norske Vindfang vinder konkurrence om udstillingskoncept om Norges næststørste eksporterhverv, havbrugsindustrien, til Kystmuseet under Museene i Sør-Trøndelag i Norge. Konceptet ’Pionerene’ tager afsæt i initiativtagernes historier ’midt i havbruksland’. Hvem var de? Hvad tænkte de? Hvordan prøvede de sig frem? Hvad gik godt? Og hvad lærte de?

På Hitra ud for Trondhjem handler alt om laks. Her befrugtes, modnes og klækkes fiskeæg i ferskvand. Her vokser små laksefisk sig store i havets flydende opdrætsbure. Og her ved Kystmuseets Sandstadafdeling slagtes de. Derfor er det oplagt at formidle historien om norsk havbrugsindustri her. Og lade 24 pionerer fortælle om deres bidrag til udviklingen af Norges næststørste eksporterhverv.

Kvorning og Vindfangs koncept formidler norsk havbrugshistorie fra 1970 til i dag gennem tre store fortællinger. Den lokale historie med animation af Hitra og området. Den nationale om pionererne langs kysten fra Finnmark til Vestfold gennem vægge, fotos, interaktive skærme, korte tekster, genstande i montrer, lys og lyd. Samt laksens og industriens historie som et nyredigeret 360 grader show med levende billeder og naturlige lyde i Ægirs Hall; den ottekantede biograf. Silhuetter af de 24 pionerer afspejler dynamikken. Før og nu.

Konceptet er vundet i konkurrence, hvor Kvorning design & kommunikation og Vindfang fra Hitra danner team og sikrer international erfaring med opgaven og lokal tilstedeværelse. Afdelingsleder Magnar Ansnes fra Kystmuseet på Hitra begrunder vinderkonceptet sådan –

“Kvorning og Vindgangs udstillingskoncept er både selvformidlende og egner sig til større grupper med guide. Konceptets overordnede udtryk fungerer godt. Ligesom vejen rundt giver sig selv. Teamets genbrug af eksisterende installationer, fx i Ægirs Hall, frisætter ressourcer og giver os mere handlerum. Endelig er teamets gode kontrol med lys et moment, som museet vægter højt.”