NYHEDER

05
sep
2017

Studietur 2017 til Bruxelles og Rotterdam

Kvornings studietur 2017 gik til Bruxelles og Rotterdam i det skønneste sensommervejr. Programmet var veltilrettelagt og inspirerende med besøg på Royal Belgian Institute of Natural Sciences, Parlamentarium, House of European History, ADAM, Atomium, Train World, Museum Rotterdam, Belasting & Douane Museum, Maritiem Museum Rotterdam samt hyggelige restauranter og barer med god mad, belgisk øl, vin og drinks.

01
sep
2017

Velkommen, Sofie

Velkommen til Sofie Tjæreborg Clausen, vores nye piccoline pr. 1. september 2017 og det næste år.

Sofie blev færdig som naturvidenskabelig student fra Christianshavns Gymnasium i juni måned.

 

10
aug
2017

Kvorning søger praktikanter

Kvorning søger arkitekt- og designpraktikanter til efterårssemesteret 2017. Kreative studerende, der brænder for at lave konkurrencer og løse designopgaver i det meste af verden, og især i Norge hvor vi har rigtig travlt for tiden. Vi kan love masser af god erfaring og sjove oplevelser! Plus et spændende indblik i udstillingsmediet undervejs i din uddannelse. Hvad der skal til for at skabe magiske øjeblikke hos både store og små …

Send en kort beskrivelse af dig selv, eksempler på dine visualiseringer og et par linjer om dine foretrukne programmer og platforme. Vi arbejder selv med Adobepakken, især PS. Rhino er fælles platform for alle vores 3D’ere. Ligesom Vray, Keyshot og FormZ også indgår i programpakken.

Mail din ansøgning og portfolio til Arne Kvorning: arne@kvorning.dk senest den 20. august 2017, så høres vi ved!

19
jun
2017

Kongeligt besøg i Hobro

Forleden fik vores udstilling på Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord på Hobro Havn kongeligt besøg.

Hobro Værft, Danmarks ældste, fungerende træskibsværft, er en autentisk og perfekt ramme om formidlingen af Danmarks maritime kulturarv og Hobros træskibsbyggeri siden Harald Blåtands tid.

Kvorning design & kommunikation har stået for udstilling og formidling – indendørs som udendørs – skiltning, lyssætning mv. Den smukke bygning på kanten af Mariager Fjord har århusianske E+N Arkitektur tegnet. Udstillingen, som blev indviet Grundlovsdag sidste år, er produceret i tæt samarbejde med ildsjælene på Hobro Værft.

12
jun
2017

‘Den grønne boks’ hitter

‘Den grønne boks’, Odenses interaktive udstilling om 100 seje erhvervsuddannelser, er et hit. Især hos 7. klasserne. Siden åbningen i oktober 2015 har 47 skoler, 155 klasser og 2.809 7.-10. klasses elever været forbi, ligesom 60 hold 18-29 årige på uddannelses-/kontakthjælp.

UU-vejleder Jørgen B. Jensen, Ungdommens Uddannelsesvejledning, Odense Kommune, udtaler –

”Begejstringen for ‘Den grønne boks’ er stor. Både hos lærere og elever. Boksens mix af analoge og digitale tilbud er genialt, fordi det afspejler erhvervsuddannelserne. Sådan er de nemlig også skruet sammen. Med noget for hånden og noget IT. ‘Den grønne boks præsenterer kommunens erhvervsuddannelser på en sjov og lærerig måde. Her kan unge gætte sig til uddannelser ved at lytte og kigge. Se animationsfilm. Lægge fliser i mønstre ligesom stukkatører. Møde virksomheder og uddannelsessteder, høre om mulighederne for uddannelsespraktik og måske få en aftale på plads.”

Odense Kommune står for driften af ‘Den grønne boks’, som er udviklet i tæt samarbejde med Kold College, Syddansk Erhvervsskole, Social- og Sundhedsskolen Fyn og Tietgen, mens Kvorning design & kommunikation har udviklet udstillingsdesign, animationsfilm, interaktivt design, belysning.

Foto: Praxis

 

30
maj
2017

‘Dybe hemmeligheder’

Norsk Oljemuseum i Stavanger og Kvorning design & kommunikation åbner ny udstilling ’Dybe hemmeligheder’ om petroleumsgeologi. Et koncept med en klar hovedidé og stor, visuel wow-effekt, som tilbyder fakta og læring i et nyskabende design.

Norsk Oljemuseums nye udstilling ’Dybe hemmeligheder’ er ren Jules Vernes! Simpelthen. Med udforskning, aktivitet og dramatik i fokus og masser af udfordring for hjerne og hjerte. Zoner med både analoge og digitale tilbud, som inviterer til samarbejde, læring og leg. Udstillingen appellerer især til de 12-årige piger og drenge – og dermed til hele familien.

200 millioner år tilbage i tid

’Dybe hemmeligheder’ forklarer, hvorfor der er så store mængder af olie og gas i havbunden uden for Norge. Her kommer besøgende med på en rejse 200 millioner år tilbage i tid. De oplever, hvordan alger fanger energien fra sollyset, synker til bunds og gennem langsomme, geologiske processer omdannes til olie og gas, altså energi til vores tid. Vi håber og tror, at denne store satsning bliver en ny attraktion på Norsk Oljemuseum. Målet er at gøre vores besøgende nysgerrige på geologi gennem ny, spændende formidling, storslået design samt et helt nyt, kraftfuldt arkitektonisk element i museet’, udtaler udstillings- og formidlingsleder på Norsk Oljemuseum, Anja W. Fremo.

Oliestrøm

Formgivningen er inspireret af olien og havet. To store, bølgende vægge står som en bevægende strøm gennem rummet og markerer et snit i det undersøiske og underjordiske. Når man bevæger sig ind imellem væggene, møder man et undervandsunivers med en 360 graders filmisk, fuld 3D-fortælling om oliedannelse. Både fakta og interaktive elementer indtager væggenes yderflader.

Læring og leg

’Dybe hemmeligheder’ er udviklet i tæt dialog mellem Norsk Oljemuseum og Kvorning design & kommunikation. Samarbejdsformen sikrer et koncept med både analoge og digitale formidlings- og interaktionsformer, som smelter aktivt sammen og gør teknisk vanskelige spørgsmål og problemstillinger til enkel og brugbar viden samt underholdende læring og leg.

Udstillingen åbner for offentligheden 31. maj 2017 og er vundet i inviteret konkurrence.

19
maj
2017

‘Lorentzens tunnel’

Fængselsmuseet i Horsens, Horsens Museum og Kvorning design & kommunikation åbner ny, permanent udstilling, ’Lorentzens tunnel’ om Carl August Lorentzens flugt fra Horsens Statsfængsel i julen 1949. En viljesakt og kraftpræstation, som ikke burde kunne finde sted.

’Lorentzens tunnel’ fortæller historien om Carl August Lorentzens flugt fra Statsfængslet i Horsens Lillejuleaften 1949. En sikkerhedsforvaringsdom og kærlighedsproblemer fik ham til at præstere det umulige. Ene mand gravede han sig næsten hver nat gennem 11 lange måneder 18 meter ud mod friheden. For at efterlade beskeden: ’Hvor der er en Vilje, der er der ogsaa en Vej!’ Springturen varede 6 dage.

Rekonstruktion af flugttunnelen
’Lorentzens tunnel’ skildrer Carl August Lorentzens opvækst, anbringelser, kærlighed og fængselsdomme – og især flugten fra fængslet i 1949 – med analoge og digitale formidlings- og interaktionsformer. Besøgende kan opleve strafafdelingen og cellen, hvor Lorentzen afsonede sin sikkerhedsforvaringsdom for 68 år siden. Ligesom de kan komme helt tæt på flugttunnelen, som er rekonstrueret efter fotografier, tegninger, arkæologiske udgravninger og forhørsprotokoller. Lorentzens gravende skikkelse er projiceret op som en skygge på bagvæggen af flugttunnelen og understreger kraftpræstationen, som han leverede med mejsler, falske nøgler og sin stærke vilje.

Deltag i Lorentzens flugtforsøg
Den nye udstillingsoplevelse spiller videre på storyline og dramaturgiske og scenografiske greb, som tidligere udstillingsafsnit med stor succes har slået an. Flugttunnelen tager virkemidlerne til næste niveau – publikum oplever at være meget tæt på Lorentzen midt i hans vilde flugtforsøg.

Fængselsmuseets udstillinger har nydt utrolig stor, international bevågenhed de senere år. Og modtaget priser som Museums+Heritage Award 2016 for bedste, internationale udstilling og InAVation Award 2016 for Europas bedste, AV-baserede storytelling. Nordea-fonden har støttet udstillingen.

16
maj
2017

På vej til London – ses vi dér?

MUSEUMS+HERITAGE SHOW 2017, LONDON. 17.-18. MAJ 2017 I WEST HALL, OLYMPIA, STAND F6.

Oplæg ved udstillingsdesigner Arne Kvorning: “Kulturarvsformidling i fredede bygninger fra Norge til Qatar”.

Workshop ved Kvorning design & kommunikation og 10 Tons: “Sådan skaber man et æble på 3,5 meter”.

27
apr
2017

Kongskilde Naturcenter – Porten til Midtsjælland

Naturstyrelsens nye familieattraktion i Kongskilde Naturcenter, som åbner 30. april 2017, fungerer som porten til Midtsjællands smukke, bakkede landskab med søer og skove lige uden for døren. Kvorning design & kommunikation er udstillingsdesigner.

Kongskilde Naturcenter er en fin udstilling, som emmer af natur overalt. Både i valg af materialer og farver. Her er plancher i birkefinér og grønt linoleumsgulv. Et væld af analoge og elektroniske tilbud klæder store og små på til sanselige natur- og kulturoplevelser i det fri.

Kvorning design & kommunikation står for koncept og udstillingsdesign i samarbejde med Naturstyrelsen. Kongskilde Naturcenter på Skælskørvej bugner af tilbud til hele familien. Her er både klassisk og interaktiv formidling. Udstillingsarealet udnyttes maksimalt. Med flotte plancher, udstoppede dyr, trykknapper og tingfinderkrog, hvor børn og voksne kan bidrage til udstillingen, uploade egne fotos til Kongskildes Facebook-side eller hænge ud.

Projektmedarbejder Elly Andersen, Naturstyrelsen, udtaler –

’Vi glæder os til at vise det nye naturcenter frem. Området er fantastisk at bevæge sig rundt i og gemmer på mange herlige naturoplevelser og gode historier. Udstillingen præsenterer de gode historier og viser, hvordan hele familien kommer ud og oplever dem. Otte temaruter på 1-5 km gennem Midtsjællands bakkede landskab er klar til at blive indtaget af store og små’.

 

30
mar
2017

Ny Kvorning adresse i Norge

Kvornings adresse i Norge er ændret til –

Kvorning design & kommunikation ApS
NO: c/o Alliance AS · Billingstadsletta 19 A · 1396 Billingstad